Mit navn er Daniel, jeg er 20 år og i lære som mediegrafiker hos Berlingske Media. Jeg er født og opvokset i Skagen, indtil jeg som 17 årig tog de store spring og flyttede til København for at begynde på min, dengang, nye læreplads.
Grunden til jeg valgte en læreplads i København og ikke i Nordjylland, var af ren kærlighed - jeg havde en kæreste på "djævleøen" og ville flytte over og have mere tid med hende, end at pendle 500 kilometer hver anden weekend. Komisk nok endte forholdet et år senere.
Da jeg gik på skole, inden jeg fik læreplads, foregik dette i Aalborg. Jeg prøvede at bo på skolehjem - men at blive klemt ind på et 1x3 m2 værelse med en totalt fremmed - og endda lige efter et års efterskoleophold, er ikke lige så rart, så valgte jeg den lidt hårdere løsning; at pendle fra Skagen til Aalborg hver dag. 200 kilometer på en dag. 42.000 kilometer på et år - that's commitment!